Paamiut blev årets lufthavn
Grønlandske Lufthavne (Mittarfeqarfiit) uddelte for nylig priserne for Årets Lufthavn og Årets Kvalitetspris.
Priserne uddeles til lufthavne, der har gjort en særlig indsats for at effektivisere, udvise ansvar og skabe bedre arbejdsforhold i lufthavnen i 2013.
Årets lufthavn blev Paamiut Lufthavn.
- Det her er en pris, der forpligter alle medarbejdere i lufthavnen til at fortsætte med at udvikle og effektivisere driften i Paamiut Lufthavn, sagde lufthavnschef Brian Biilmann Hjortborg.
Sisimiut Lufthavn blev tildelt kvalitetsprisen for den særlige indsats for optimering og forbedring af kvalitets- og sikkerhedssystemer.
Bo Olsen, lufthavnschef i Sisimiut:
- Det er meget rørende. Jeg ville ikke stå her med prisen i hånden, hvis det ikke var for alle mine medarbejdere, specielt vores AFIS og indsatslederne, der har gjort en kæmpe indsats. /anga