Klog løsning
DI roser transportministeren for cabotage-erkendelse - kommentar af Michael Svane, branchedirektør i DI Transport.
Transportminister Magnus Heunicke viste klogt politisk håndværk, da regeringen valgt at rette ind i forhold til EU-Kommissionens åbningsskrivelse. Juraen var krystalklar, nemlig at Danmark ikke kunne indføre sin egen definition af en international grænseoverskridende transport.
Det var og er et klogt valg, som regeringen med opbakning fra bl.a. Venstre traf. En galej, hvor danske særregler åbenlyst er i strid med cabotageforordningen, er nu sejlet i havn. Tankevækkende, men også forstemmende, at der skulle en åbningsskrivelse til!
Transportministeren meldte samtidig ud, at cabotagereglernes fremtid nu er et europæisk anliggende. Det betyder, at man nu anerkender, at cabotagereglerne er fælles EU-regler og at ønsker om ændringer, herunder begrænsninger, nødvendigvis må drøftes på EU-niveauet.
Også på dette punkt bifalder vi det kloge valg.
Vil man ændre EU-regler, så gøres det i Bruxelles og efter drøftelser med de øvrige medlemslande.
Jeg håber nu, at den politiske klogskab nu også betyder enden for udmeldingerne om, at den lovlige cabotage er social dumping.
Vi skal naturligvis sætte ind over for ulovligheder, hvad enten det handler om cabotage, overlæs eller køre- og hviletidsreglerne. Men det hører ingen steder hjemme at slå de virksomheder, som arbejder på lovens grundlag, i hartkorn med ulovligheder.
Cabotage er kommet for at blive.