Hirtshals Havn fortsatte udviklingen i 2013
Igen i 2013 dokumenterede Hirtshals Havn sin position som Norddanmarks førende erhvervshavn med en ny rekordomsætning på 63,5 mio. kr.
Det er således fjerde år i træk Hirtshals Havn kan præsentere omsætningsvækst, hvilket havnen i det store perspektiv betragter som meget tilfredsstillende. Også regnskabsresultatet for regnskabsåret 2013 betegner havnen som tilfredsstillende.
Hirtshals Havn realiserede i 2013 et regnskabsresultat på 9,6 mio. kr., hvilket er mere end en fordobling af det regnskabsresultat som havnen nåede i 2012.
Som de forudgående år har 2013 været præget af vækst i trafikken over Hirtshals Havn, og havnen nåede i 2013 en trafikmængde på 141.000 lastbiler, 691.000 personbiler og 2,2 mio. passagerer. Trafikken over havnen har over de seneste år været stigende, og der er for sjette år i træk sat trafikrekorder hos de tre færgerederier, der besejler havnen; Color Line, Fjord Line og Smyril Line. /mb