DFDS udvider samarbejdet med Scania
Nu skal DFDS Seaways til at transportere endnu flere lastbilchassiser.
Færgerederiet har sikret sig en toårig kontrakt med den svenske lastbilproducent Scania, som træder i kraft 1. april. Aftalen går ud på, at DFDS Seaways hver uge skal transportere cirka 75 lastbilchassiser fra Rotterdam til Felixstowe.
-Vi har i lang tid arbejdet på at øge vores forretning med Scania, og det her er selvfølgelig et vigtigt skridt i den rigtige retning. Den nye forretning er et perfekt eksempel på, hvordan vi i DFDS kan profitere af at udvide vores samarbejde på tværs af ruter yderligere, siger Christina Holmgren, sales manager i Göteborg for DFDS.
Lastbilchassiserne produceres på Scanias fabrik i Zwolle i Holland og er bestemt til markederne i Storbritannien og Irland. I forvejen transporterer DFDS lastbil- og buschassiser for Scania mellem Göteborg og Immingham og mellem Göteborg og Gent. Derudover transporterer DFDS lastbilchassiser for Volvo.
Med den nye aftale kommer DFDS op på at transportere i alt cirka 10.000 lastbilchassiser årligt.
/mb