Esvagt-stiftere stritter imod
A.P. Møller-Mærsks planlagte frasalg af Esbjerg-rederiet Esvagt møder massiv modstand fra de magtfulde minoritetsejere.
Med tidligere fiskeriminister Kent Kirk i spidsen blæser Esvagt-grundlæggerne til kamp for at beholde specialrederiet på danske hænder og for at forhindre, at det bliver opslugt af en udenlandsk konkurrent.
-Vi stiftere går ikke med til et samlet salg af Esvagt. Vi ejer 25 pct. af aktierne i rederiet, og den andel er ikke til salg. Men hvad Mærsk agter at gøre med deres aktiemajoritet på 75 pct., kan jeg jo naturligvis ikke udtale mig om. Det er noget, som de må afgøre med sig selv, siger næstformand i Esvagt-bestyrelsen, Kent Kirk, i et interview med Børsen.
A.P. Møller-Mærsk ønsker ikke at kommentere sagen og henviser til, at man generelt ikke udtaler sig om interne processer i konglomeratet.
Ifølge Kent Kirk har grundlæggerne to altdominerende dagsordener med det fortsatte ejerskab af Esvagt.
-Vi ønsker at være garanter for, at Esvagt fortsætter som et dansk rederi med hovedkvarter i Esbjerg. Derudover vil vi fastholde Esvagts vækststrategi med fokus på nye markeder inden for vindsektoren og i arktiske egne, siger Kent Kirk.