EU: Danske regler mod social dumping ulovlige
EU-kommissionen udfordrer nu Danmarks bestræbelser på at værne sig mod billig østeuropæisk arbejdskraft.
En dansk særlov om udenlandske lastbilchaufførers godskørsel i Danmark – såkaldt cabotagekørsel – er nemlig ifølge kommissionen i direkte strid med EU-lov, oplyser Børsen .
Derfor må Danmark rette ind, hvis ikke EU skal tvinge Danmark til at ændre reglerne ved domstolens magt.
Kommissionen mener, at den danske særlov må betragtes som "usammenhængende" og i "strid med den definition af international transport," der fremgår af en EU-forordning.
Regeringen ændrede reglerne for håndhævelse af ulovlig cabotagekørsel sidste år for at gøre op med det, der opfattes som social dumping for lastbilkørsel i Danmark. De danske regler skal øge kontrollen med cabotagekørsel og dermed gøre det sværere for udenlandske chauffører at køre i Danmark.
/mb