Færre danske lastbiler på vejene
På fire år er antallet af lastbiler med danske nummerplader faldet med næsten ti procent.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der siden 2010 er blevet færre dansk registrerede lastbiler på de danske veje. Faktisk fra 32.300 til 29.215 – eller et fald på næsten ti procent. Samtidig er der også sket et fald i antallet af danske lastbiler, der kører godstransport til og fra Danmark. Det skriver netavisen.dk.
Pres fra udlandetIfølge Danmarks Statistik skyldes faldene dels en øget konkurrence fra udenlandske firmaer og dels lønkonkurrence, hvor danske firmaer flytter noget af deres kørsel ud på udenlandske biler.
- Udviklingen betyder da, at vi er under pres. Og det har vi været i en række år. Der er sket en væsentlig stigning i antallet af konkurser, og det er først inden for den senere tid, at vi har set en vis bedring i tallene. Det skal dog holdes op imod, at bestanden af vognmandsvirksomheder samtidig er faldet, siger Morten Pernø, økonom hos Dansk Transport og Logistik.
Hos ITD ser man derimod mere positivt på de nye tal:
- Hvis man kun koncentrerer sig om Danmark, er der begrænsede muligheder. Men hvis du orienterer dig udad mod det store europæiske marked, og du indretter dig efter de markedsforhold, der er i Europa, så giver det dig nogle helt andre muligheder for at komme ud og tjene penge på nogle andre markeder, fortæller administrerende direktør i ITD, Jacob Chr. Nielsen, til netavisen.dk. /
anga