Ny strategi for tilsyn med luftfart
En 45-siders publikation med navnet "Strategi og praksis for tilsyn med luftfartssikkerhed" er netop udsendt af Trafikstyrelsen.
Publikationen, der beskrives som et "levende dokument", skal bidrage til at skabe større gennemsigtighed omkring tilsynet på luftfartsområdet.
I forbindelse med den nye strategi arbejder Trafikstyrelsen for at opbygge virksomhedernes sikkerhedssystemer og samtidig sikre, at tilsynet sætter ind på områder, hvor der er størst risiko.
Herudover skal man sikre, at tilsynet bliver mere ensartet på tværs af enkeltpersoner og fagtekniske områder, ligesom Trafikstyrelsen også har gjort en del ud af at beskrive, hvilke reaktioner og sanktioner, der skal udføres, når og hvis virksomhederne ikke følger de gældende krav og anvisninger.
Langsigtet ønsker Trafikstyrelsen at fastholde og, om muligt øge, det høje sikkerhedsniveau inden for dansk luftfart. På kort sigt handler det om at sætte virksomhederne i stand til selv at styre egne risici.