Containersejlads Hamburg – Sortehavet udvides
Det franske rederi CMA CGM udvider container-ruten Femex1 fra Hamburg, der startede op sidste år, så ruten for første gang inkluderer flere havne i Sortehavet.
Dermed er Femex1-ruten den eneste mellem Nordeuropa og Sortehavet.
CMA CGM sejler fra HHLA-containerterminalen i Hamburg Havn til Bosporus, hvor skibet fremover fortsætter til den tyrkiske Sortehavshavn Samsun samt Novorossijsk i Rusland og Constanta i Rumænien.
Tyrkiets import og eksport via Hamburg Havn er stigende, melder Hamburg Havn, og det er dette voksende behov, som ligger til grund for forlængelsen af container-ruten. CMA CGM har i alt indsat seks skibe på Femex1.
Container-ruten forbinder 19 havne, og hele turen rundt mellem disse havne tager 42 dage.