Bilinspektør: Høj fart skyld i ulykke med tankvogn
Det var ikke – som ellers først antaget – en punktering, som forårsagede gårsdagens ulykke, hvor en brandmand omkom, da en tankvogn fra Djursland Brand og Redning forulykkede under udrykning til en gårdbrand.
Ifølge bilinspektøren skyldes ulykken formentlig, at tankvognen kørte med for høj fart.
Efter ulykken, der kostede en 44-årig deltidsbrandmand livet, vurderede politiet, at ulykken skyldtes en punktering eller problemer med tankvognens fjedre. Men efter en nærmere undersøgelse af den forulykkede tankvogn afviser bilinspektør Jens Mauritzen denne teori:
Normalt dæktryk- Der er nogenlunde normalt dæktryk i forhjulet, som var det væsentlige i den forbindelse, og fjedrene kom op at stå normalt, da der kom luft på, siger bilinspektøren til TV2/Østjylland.
I stedet henviser bilinspektøren til, at spor på vejen og vidneforklaringer peger på, at ulykken kan skyldes høj fart i svinget:
- Det tyder på, at de er kørt for hurtig efter forholdene, selvom der ikke er noget, der tyder på, at de er kørt vanvittigt hurtigt. 50 kilometer i timen kan være rigeligt sådan et sted som her i en bil med en levende last, siger Jens Mauritzen.
Den 41-årige brandmand, som var fører af tankvognen, blev bragt til Aarhus Universitetshospital til behandling for sine kvæstelser, men han er nu blevet udskrevet.