Jernbanebro koster rederi fire mio. kr.
Rederiet, der ejer det finske fragtskib Ramona, der onsdag 28. marts 2012 sejlede på jernbanebroen over Limfjorden, skal betale godt fire millioner kroner i erstatning til Banedanmark.
Kollisionen endte med at koste banedanmark 46,6 millioner kroner.
- Nu får vi halvdelen af det, vi kunne få. Vi ville selvfølgelig gerne have haft en større del af vores udgifter dækket, men nu får vi halvdelen af det, vi kunne få, og det synes vi er fair, siger Søren Stahlfest Møller, økonomidirektør i Banedanmark til DR/Nordjylland.
Ifølge Søren Stahlfest Møller begrænser internationale konventioner rederiets ansvar, og Banedanmark ville derfor maksimalt kunne få otte millioner kroner.
Banedanmark har accepteret beløbet på fire millioner kroner, blandt andet fordi man ikke ønsker at trække sagen i langdrag, måske uden at få mere ud af det.
Ramona ramte jernbanebroen på grund af stærk strøm, inden broklapperne nåede at åbne. Broen fik så store skader, at hele broklappen måtte udskiftes med en ny. Det tog over et år inden den nye broklap var færdig og kunne installeres.