Briter advarer om containere
The Maritime and Coastguard Agency (MCA) har udsendt en advarsel til skibsfarten om de containere, der under en voldsom storm midt i februar faldt over bord fra Svendborg Maersk - cirka 65 sømil ud for Brest og 75 sømil fra Lands End i Cornwall, England.
-Situationen bliver nøje overvåget. Eftersøgningen, der involverer MCA s overvågningsfly, vil sandsynligvis blive afsluttet i løbet af weekenden. MCA arbejder tæt sammen med Mærsk om at finde og bjærge containerne, som er deres ejendom, siger en talsmand fra MCA.
Skibe, der passerer gennem Den Engelske Kanal, er blevet advaret og bedt om at rapportere eventuelle observationer. Overvågningsfly fra MCA har siden man modtog meddelelsen om de mistede containere søgt at lokalisere dem, som ikke er gået til bunds.
De fleste containere, hvoraf 85 procent var tomme, anses for at være sunket. Der er indtil nu fundet tre af de tabte containere i britisk farvand. Én ved Start Point i Devon og de andre to i midten af Den Engelske Kanal.