Hapag-Lloyd i Maersk’ baghave
Tyske Hapag-Lloyd, verdens sjette største containerrederi, der er langt i fusionen med chilenske CSAV, går nu direkte ind i Maersks historiske baghave med oprettelsen af en rute mellem Danmark og Sverige og videre til Hamburg.
Ruten, Sweden Denmark Express, lanceres den 14. marts og kommer til at sejle mellem Hamburg, København, Helsingborg, Aarhus og tilbage til Hamburg. Den kommer til at indgå i Hapag-Lloyds eksisterende netværk i det baltiske område, fremgår det af en meddelelse fra rederiet.
Maersk Line dækker allerede de store havne som Aarhus og Gøteborg i Norden samt Gdansk i Polen med de største skibe, Triple-E. Herudover har Maersk Lines regionale feeder-service SeaGo Line flere destinationer i Østersø-området.