Posten leverer mælk
Post Danmark er trængt på brevene og presset på pakkerne. Derfor forsøger koncernen konstant at udvide forretningsområdet, og de senere år er posten også begyndt at køre varm mad ud til ældre og skolebørn samt dagligvarer ud til købmandskunder.
I næste uge begynder Post Danmark således et forsøg med uddeling af købmandsvarer fra EuroSpar i Maribo til butikkens kunder på det centrale Lolland. Og det er især ældre kunder, der efterspørger den service, fortæller købmand Anders Jacobsen.
- Vi har mange ældre kunder, som ikke har bil og har svært ved at få varerne med hjem. Derfor er det oplagt at bruge Post Danmark til varedistribution, siger Anders Jacobsen.
Det koster 50 kroner for udbringning af tre poser dagligvarer
I en tid med faldende forsendelser af pakker og breve tager posten gerne både bananer, rugbrød og likør med ud til kunderne, fortæller områdechef i Post Danmark, Claus Pedersen til P4 Sjælland.
- Vores primære forretningsområde er stadig breve og pakker, men de steder, hvor det giver mening, udvider vi gerne forretningen, siger Claus Pedersen.