Scania og Slagelse Transportcenter A/S indgår stor serviceaftale
Fragtfirmaet Slagelse Transportcenter A/S har besluttet at outsource serviceansvaret for sine knap 30 Scania lastbiler – til Scania.
Det sker på trods af, at virksomheden råder over eget værksted.
- Vi har tegnet serviceaftaler på alle vores Scania lastbiler, for vi er overbeviste om, at Scanias specialister er mere effektive til opgaven end os selv. Så nu kan vi i endnu højere grad koncentrere os om at betjene vores transportkunder, siger direktør Jens-Ole Larsen, Slagelse Transportcenter A/S.
- Vi råder over mange lastbiler med meget forskellige servicebehov. Nogle af lastbilerne kører 20.000 km bykørsel årligt, mens andre kører op imod 175.000 km blandet by- og motorvejskørsel årligt, og derfor er det naturligt for os at overlade serviceansvaret til Scania, forklarer han.
Slagelse Transportcenter A/S indgår i Danske Fragtmænds landsdækkende netværk og dækker Midt- og Vestsjælland med egne fragtterminaler i Slagelse, Holbæk og Kalundborg.
Medvirkende til beslutningen om at outsource lastbilservicen ligger et ønske om at forbedre både driftsøkonomi og driftssikkerhed.
I Scania er man da også overbevist om, at man kan tilbyde en konkurrencedygtig løsning.
- Vi ved, at Slagelse Transportcenter A/S – lige som de fleste andre Scania-kunder - er meget afhængige af høj driftssikkerhed. Det kan vi tilbyde gennem vores indgående kendskab til hver enkelt af virksomhedens lastbiler, fortæller servicesælger Ernst Larsen fra Scania i Sorø, der står bag den store serviceaftale.