Grundfos udvider på Hirtshals Havn
Pumpeproducenten Grundfos udvider igen sine aktiviteter omkring testning af pumper på Hirtshals Havn.
Grundfos har indgået en aftale med Hirtshals Havn om opstilling af endnu et testanlæg på havnen. Testanlægget skal stå på Brokajen og består af en 40" container, der indeholder et ultrafiltreringssystem og et omvendt osmose-anlæg, som har til formål at rense havnevand op til procesvand.
Samarbejdet mellem Grundfos og Hirtshals Havn blev etableret i 2011, hvor virksomheden opstillede sin første teststation til saltvandspumper på havnen. Det er nu tredje gang siden opstarten, at Grundfos udvider sine aktiviteter på Hirtshals Havn. Det nye testanlæg vil blive installeret i februar 2014, og Grundfos forventer en testperiode på op mod år.
Grundfos er en af verdens førende pumpeproducenter, og grunden til at Hirtshals Havn er blevet valgt som hjemsted for Grundfos' teststationer er havnens geografiske beliggenhed. Saltindholdet i Nordsøen er dobbelt så stort, som saltindholdet i Kattegat, hvilket gør det muligt at teste industriprodukter her, som skal kunne modstå større korrosion og tæring. Samtidig giver motorvej E39 nem og hurtig adgang til havnen og teststationen.