Dreamliner i nye alvorlige problemer
Piloterne på en Boeing 787 Dreamliner fra Air India fik sig noget af en forskrækkelse onsdag i sidste uge, da flyet med 215 passagerer ombord var på vej fra australske Melbourne til Delhi i Indien.
For pludselig satte alle flyets tre flyvecomputere ud, mens flyet lå i en højde på 11,6 kilometer - omkring 37 kilometer nord for Kuala Lumpur i Malaysia, oplyser check-in.dk.
65 minutter senere satte piloterne flyets landingshjul ned i lufthavnen i Kuala Lumpur, efter at de havde fløjet flyet manuelt.
Ifølge Air India var der tale om en softwarefejl, som ramte alle tre computere på en gang.
Selskabet var i forvejen ved at opdatere softwaren på sine Boeing 787 Dreamliner-fly, men det involverede fly havde endnu ikke fået opgraderingen.