SAS sælger for lidt
37 procent af stolene stod tomme på flyene i januar, passagertallet faldt og gennemsnitsindtægten dykkede ca. 7 procent - og det er simpelthen ikke godt nok. Selv om udviklingen var ventet på grund af hård konkurrence.
Der er ikke noget galt med produktionen i SAS, men der er noget galt med salget, skriver standby-dk.
Mens andre selskaber får flere passagerer, får SAS færre. Ikke noget drastisk fald ganske vist. Gennemsnitsbelægningen falder, og indtægten per sæde falder. Det samme gør den reelle måleenhed PASK. De to sidstnævnte tal er fra december, men i følge selskabets trafikrapport fra i går bliver det ikke bedre i januar.
Men en gennemsnitsbelægning på flyene i januar på blot 63,6 procent kræver altså en virkelig god pris på solgte billetter for at hale et pænt økonomisk resultat hjem. Et mersalg af de mange tomme stole til bare en nogenlunde hæderlig pris ville være guf for økonomien.
Aktionærerne gik ikke i koma over resultatet, men handlede aktien op med et par procent i løbet af torsdagen.