CPH: Store roser fra Dansk Erhverv
Dansk Erhverv ser stort potentiale i den nye vision for Københavns Lufthavne, der blev offentliggjort i går.
Den kan skabe arbejdspladser, øge samhandlen og turismen samt styrke Danmarks position i den globale økonomi, mener erhvervsorganisationen.
- Visionen kan få stor betydning for dansk erhvervsliv. Københavns Lufthavne er en del af det netværk af motorveje, skib, baner og selvfølgelig fly, der sætter grundtonen for erhvervslivets rammebetingelser. Hvis København skal bevare og udbygge sin position som nordeuropæisk knudepunkt, er det vigtigt med en ambitiøs strategi for Københavns Lufthavne. Det har vi nu fået, siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Susanne Nordenbæk.
- Hvis visionen for alvor skal lykkes, kræver det dog et intenst fokus på at få samspillet mellem det offentlige og det private til at fungere optimalt. Visionens succes afhænger for eksempel af en stærk offentlig transportsektor, som løbende udbygges i regionen over de kommende år, siger hun.
Hård international konkurrenceSusanne Nordenbæk:
- Københavns Lufthavne binder hele Øresundsregionen sammen og skaber et regionalt kraftcenter, som konkurrerer med andre stærke regioner i verden. Lufthavnen er vigtigt for samhandel, investeringer, vidensinstitutioner og turisme, og hvis visionen lykkes, så kan det skabes 24.000 nye arbejdspladser i hovedstadsregionen/øresundsregionen. Med en stor, effektiv, professionel og dynamisk lufthavn bliver det lettere for Danmark at klare sig i den globale økonomi. Der er vækst i international lufttrafik, men konkurrencen er intens, og fremover vil væksten især komme fra Asien, Sydøstasien og Rusland. Derfor er vækstvisionen en god nyhed for Danmark.
Godsvinkel manglerDansk Erhverv efterlyser dog, at Københavns Lufthavne tager stilling til, hvordan den håndterer en øget godsmængde de kommende år.
- Mange danske virksomheder er afhængige af flygods, og desværre står der intet i planen om, hvordan Københavns Lufthavne vil håndtere den stadig stigende mængde af flygods, tilføjer Susanne Nordenbæk.