Borgermøde om Hanstholm Havn
Hanstholm Havn inviterer onsdag 19. februar borgere, erhvervsfolk, politikere og presse til borgermøde om den påtænkte havneudvidelse.
Den ambitiøse udviklingsplan for Hanstholm Havn løb ind i problemer, da ledelsen i slutningen af 2013 måtte aflyse den igangværende udbudsrunde. Årsagen var, at licitationsresultatet lå betydeligt højere end den anlægspris, som havnens rådgivere havde anslået.
- Aflysningen af udbudsrunden betød, at planerne blev sendt til hjørnespark, men nu er tiden inde til at tage kampen op og sætte turbo på projektet. Og det handler helt enkelt om at råbe Christiansborg op, siger havnedirektør Birgitte Juhl.
Hun tilføjer:
- Jeg mærker helt tydeligt, at rigtig mange borgere i og omkring Hanstholm er optaget af, at havneudvidelsen skal lykkes. Den lokale opbakning har været der lige fra starten, men den er blevet betydeligt bredere og stærkere i løbet af 2013. Senest har knap 4000 borgere samlet sig i en gruppe på Facebook, hvor de klart og tydeligt viser deres opbakning til udvidelsesplanerne. Det er helt fantastisk.