Nye vigtige skridt i forhandlinger om polarkode
FN’s søfartsorganisation (IMO) er efter den seneste uges møde i underkomitéen for skibes design og konstruktion (SDC 1) rykket tættere på en færdiggørelse af internationale miljø- og sikkerhedsregler for sejlads i polarområder.
Polarkoden er et særligt regelsæt, som skibe skal opfylde, hvis de sejler i de polare farvande. Efter intense forhandlinger er der er nu udarbejdet et udkast til polarkoden, og der foreligger en plan for kodens færdiggørelse i 2014.
Polarkoden forventes vedtaget af søsikkerhedskomitéen (MSC 94) i november 2014.
På mødet understregede Danmark sit fokus på at forbedre sikkerheden i Arktis, herunder særligt i grønlandske farvande. Bl.a. gav Danmark en smagsprøve på mulighederne i det nyudviklede ArcticWeb.
ArcticWeb er en operationel webservice, der samler og præsenterer maritime informationer, der er relevante ved sejlads i Arktis. Arctic Web gør det muligt for skibe at koordinere sejlads, udføre risikovurdering og få detaljerede oplysninger om bl.a. is, vejr og navigationsadvarsler.