Flyselskaber boykotter Venezuela
Der er ikke megen fidus i at flyve til et land, hvis man ikke får betaling for de billetter man sælger i landet.
Og det er lige netop tilfældet i Venezuela, hvor store problemer med bankvæsenet og valutaveksling gør, at mange internationale luftfartsselskaber ikke kan få de penge ud af landet, som passagerer har betalt for deres billetter hos lokale rejsebureauer. Det oplyser check-in.dk.
Derfor har selskaber som American Airlines, United, Air Canada og Air Portugal simpelthen besluttet ikke længere at flyve til landets hovedstad Caracas. Ifølge Los Angeles Times havde selskaberne i december sidste år omkring 16 mia. kroner til gode i landet.
90 procent af Venezuelas indtægter kommer fra olieproduktion. Men den er faldet drastisk de senere år. Desuden bruges omkring halvdelen af de 2,3 mio. tønder, som landet producerer hver dag, til at betale af på gæld til Kina samt til at forære til lande som Cuba og videresælge lokalt til kunstigt lave priser langt under produktionsprisen.