DTL: Cabotage-problemet er her
-En helt central pointe for DTL har i hele cabotagedebatten været, at der er et stort mørketal.
Sådan siger DTL’s underdirektør Ove Holm, oven på en artikel i Børsen i dag, som fejlagtigt nedtoner uenigheden mellem ITD og DTL i spørgsmålet om ulovlig cabotagekørsel - og problemets omfang.
Fundamental uenighed-For mig at se er uenigheden på det her spørgsmål stor og helt fundamental:
-Vil man slås for danske vognmænd, der kører på danske vilkår – eller vil man lave alle mulige fiksfakserier med udenlandske chauffører på ringere vilkår, postkasseselskaber, vikarbureauer og endnu flere liberaliseringer til skade for rigtig mange i den danske vognmandsbranche.
DTL vil slås for det første, fastslår Ove Holm.
-Dét er en helt fundamental konflikt. Og jeg tror ikke et sekund på de officielle statistikker. Det er alment kendt og accepteret, at indberetningerne til statistikken mildt sagt lader meget tilbage at ønske. Dertil kommer, at de praktiske kontrolmuligheder på landevejen slet ikke er tilstrækkelige, og hele udfordringen med fair konkurrence på transportområdet er løbende genstand for megen kreativitet i forsøget på at dumpe lønudgifterne”, fortsætter Ove Holm og tilføjer:
-Det er reelt et flerhovedet monster, der hele tiden kan gro et nyt hoved i forsøget på at omgå reglerne, gøre kontrollen vanskeligere og dumpe prisen.
Der har længe hersket en fundamental uenighed mellem ITD og bl.a. DTL om spørgsmålet. Den uenighed er intakt:
-Ja, den er fuldstændig intakt, siger Ove Holm.
-Det er den på principperne for, hvordan vi synes, at rammerne skal være for at kunne drive vognmandsvirksomhed på fair og rimelige vilkår i Danmark. Og det er den på spørgsmålet om cabotage-problemet og dets omfang – og især hvor det risikerer at føre hen.
Ikke for sjovFaktum er, at det her optager ikke bare vognmænd, men også i stigende grad politikere – fra Kiruna til Napoli. Det er jo ikke for sjov, at syv transportministre skriver til EU-kommissionen for at få styr på det her. Det er lande som Tyskland, Frankrig, Spanien og så videre.
Selv i Østlandene, hvor mange af chaufførerne kommer fra, er man bevidst om, at de chauffører lever en kummerlig tilværelse, og ikke mindst at situationen nu er den, at de rige lande – som Danmark – sætter til på det her, uden at økonomisk dårligere stillede lande, vinder på modellen. Det er en fælles europæisk udfordring, slutter Ove Holm.