Ny lufthavn i europæisk top 5
Det er udsigt til, at Amsterdam og Frankfurt kan blive overhalet som Europas tredje- og fjerdestørste lufthavne i 2014. Rivalen er en storlufthavn, der i 2013 sneg sig ind i den europæiske top 5.
Året 2013 var et hårdt år for Madrid-Barajas lufthavnen. Passagertallet faldt med 12,1 procent fra 45,2 mio. til 39,7 mio. Dermed blev der 5,5 mio. færre rejsende gennem den spanske hovedstadslufthavn, der samtidig blev fortrængt fra positionen som den femtestørste lufthavn i Europa.
Den placering blev i stedet overtaget af Istanbul Atatürk Airport. Den tyrkiske storlufthavn, der ligger i den europæiske del af byen, voksede med ikke færre end 6,2 mio. passagerer, eller nogenlunde samme antal rejsende som årligt passerer igennem Schönefeld-lufthavnen i Berlin. Det oplyser check-in.dk.
Atatürk-lufthavnen voksede fra 45,1 mio. til 51,3 mio. passagerer, hvilket var en imponerende stigning på 13,8 procent.
Såfremt lufthavnen i Istanbul holder samme vækstrate i 2014, vil passagertallet i den tyrkiske storlufthavn nå op på 58,4 mio. passagerer, mens Frankfurt vil komme på 58,6 mio. rejsende. Dermed er der udsigt til, at der kan blive dødt løb mellem Istanbul og Frankfurt.
Schiphol-lufthavnen i Amsterdam ventes under alle omstændigheder blive overhalet som Europas fjerdestørste, med mindre der sket noget uventet i en af de to lufthavne. En uændret vækstrate på tre procent vil give knapt 1,6 mio. nye rejsende i Amsterdam og et samlet passagertal på over 54,1 millioner.