Kurt Neimann er død
Lastbilsælgeren, der blev vognmand, døde ved en ulykke i Zambia.
Tidligere vognmand Kurt Neimann, Randers, er død ved en bilulykke i Zambia, hvor han var engageret i en farm.
Kurt Neimann var udlært mekaniker og solgte en overgang lastvogne og trailere. Blandt andet solgte han en af de første Volvo F88’ i Danmark.
Senere begyndte han som vognmand, hvor han startede med en håndfuld lastvogne.
I 1986 blev han direktør for det dengang nystiftede selskab Stykgodstransporten, Randers. I 2005 blev selskabet solgt, men han var fortsat tilknyttet det frem til maj 2010.
Kurt Neimann havde, ud over Stykgodstransporten, været engageret i selskaberne S.J. Transport ApS, S.J. Transport A/S, Danske Fragtmænd, Randers A/S, Transco Holding A/S, Slagelse Fragtcentral A/S, Danske Fragtmænd Lolland-Falster ApS, Næstved Fragtcentral ApS og Transco ApS.
Kurt Neimann blev 75 år. Begravelsen fandt sted i går fra Essenbæk Kirke.