23948sdkhjf

ITD: Grænsetælling bekræfter cabotage-statistik

Af samtlige lastbiler, der kører kommerciel godstrafik på danske veje, er 13 procent udenlandske. Det dokumenterer ITD’s grænsetællinger, der netop er opgjort for 2013.

Af samtlige lastbiler, der kører kommerciel godstrafik på danske veje, er 13 procent udenlandske. Det dokumenterer ITD’s grænsetællinger, der netop er opgjort for 2013.



Tallet er måske overraskende i forhold til en branchedebat, hvor det ofte fremgår, at udenlandske lastbiler har sat sig på en stor del af det danske indenrigsmarked ved at køre såkaldt cabotagekørsel.

Ekstremt usandsynligt

- Ser vi det reelle antal af udenlandske lastbiler i Danmark i forhold til antallet af lastbiler hos danske vognmænd, er det ganske enkelt umuligt, at udlændingene kan sidde på mere end ti procent af indenrigskørslerne. Det er endda også ekstremt usandsynligt, at andelen kan nå op på fem procent, vurderer chefkonsulent i ITD, Anders Jessen.

Han har gennem flere årtier fulgt udviklingen i dansk og international lastbiltrafik tæt.

Anders Jessen henviser til, at de fleste udenlandske lastbiler, der kører i Danmark, enten afleverer og opsamler import-eksport-gods eller blot bruger Danmark som gennemkørselsland.

- Et realistisk bud kunne være, at omkring hver tiende udenlandske lastbil i Danmark kører cabotage. I så fald udgør disse biler 1,3 procent af lastbilerne i landet, siger Anders Jessen, der vurderer de udenlandske bilers egentlige markedsandel af indenrigskørslerne til at være lidt højere, da det næppe er alle registrerede danske biler, der er i drift på vejene på én gang.

Skyder ved siden af

Ifølge EU’s statistikkontor Eurostat udgjorde udenlandske lastbilers cabotagekørsel i Danmark 2,6 procent af indenrigsmarkedet i 2012, som er det seneste opgjorte år. Fagbevægelsen, et par vognmandsorganisationer samt transportminister Pia Olsen Dyhr har offentligt undsagt dette tal som helt upålideligt. Imidlertid er det ikke noget, der tyder på, at den officielle statistik skyder langt ved siden af, mener ITD.

- Dem, der mener, at der køres meget mere cabotage end det, der fremgår af den officielle statistik, skylder os snart en forklaring på, hvordan det rent praktisk kan gå til med de biler, der nu engang findes på vejene, siger Anders Jessen.

Maut-statistik viser vejen

Han peger på de tyske statistikker over indbetalt vejskat – den såkaldte maut – som det mest pålidelige statistiske materiale, der findes omkring international lastbiltrafik. ITD validerer løbende sine egne grænsetællinger op imod maut-statistikkerne og har også netop analyseret Eurostats statistikker i forhold til Maut-tallene.

- Vores analyser viser generelt god overensstemmelse mellem vores grænsetællinger, Eurostats tal og maut-tallene, siger Anders Jessen og maner en myte til jorden:

- Kritikken af Eurostats tal går på, at det kun er nogle få lande, der indberetter til cabotagestatistikkerne. Sandheden er, at alle EU lande bidrager til statistikken, men kun nogle få lande kørte ved sidste opgørelse cabotage i et omfang, så det slår igennem i den endelige statistik for Danmark.

Anders Jessen afviser, at ITD’s ærinde er at bagatellisere de problemer, der kan være forbundet med cabotagekørsel.

- For os, der rent faktisk bruger tid på at forholde os til de tilgængelige data, er det blot forargeligt at se, hvordan offentligheden gennem længere tid er blevet vildledt med helt urealistiske udlægninger af erhvervets markedssituation.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063