Chauffør kvæstet
En chauffør fik tre brud på bækkenet og blev opereret på Aalborg Universitetshospital efter en alvorlig arbejdsulykke på savværket Nørlund-Viskum Træs afdeling i Rold Skovtidligere på ugen.
Ulykken skete, fordi en truck kom i skred på grund af glat føre, da der sneede i området, fortæller administrerende direktør Bjørn Skou Andersen, Nørlund-Viskum Træ.
Chaufføren, som var ansat ved vognmand Steen Pedersen, var ved at læsse en bil i vareudleveringen. Samtidig var én af virksomhedens trucks på vej op ad en bakke, men trucken begyndte at skride baglæns.
Den glidende truck ramte en anden truck, der stod ved den lastbil, som chaufføren var ved at læsse. I den forbindelse kom chaufføren i klemme mellem trucken og lastbilen.
- Chaufføren fik tre brud på bækkenet, men heldigvis får han fuld førlighed igen, og der venter nu en langvarig genoptræning på et halvt år. Det er dybt tragisk, at ulykken skete, og vi er meget kede af det, der er sket. Det kunne være gået helt galt. Han kunne have mistet livet ved ulykken, siger Bjørn Skou Andersen til nordjyske..
Arbejdstilsynet blev tilkaldt umiddelbart efter ulykken, og tilsynschef Lars Toft Pedersen oplyser, at virksomheden har fået et strakspåbud om at sikre, at arbejdet skal kunne udføres forsvarligt og et påbud om, at adgangsveje på virksomheden skal være sikre at færdes på.