Mercedes kører frem med højt moment
Et fuldt opdateret modelprogram har hjulpet salget på vej.
Markedsandelen steg mere end 20 procent sidste år for den store producent.
Mercedes-Benz solgte i 2013, 740 lastbiler i Danmark. Det er 204 flere end i 2012 og svarer til en fremgang på mere end 38 procent.
I de sidste to år har den tyske lastbilproducent lanceret nye udgaver af hele modelrækken. Markedet har taget utroligt godt imod alle de nye modeller og i særdeleshed den nye Actros-trækker og entreprenørudgaven Arocs.
-Allerede nu indtager vi markedsleder-positioner i både trækker-segmentet 16-18 t med en markedsandel på 23,4 procent og i chassis-segmentet 16-18 t med 30,8 procent, siger salgschef for Mercedes-Benz’ lastbiler, Lasse Wøhlk.
Lasse Wøhlk fortæller også, at Mercedes-Benz i det meste af 2013 har kunnet tilbyde sine kunder både Euro 5- og Euro 6-motorer i de fleste modeller, hvilket også har haft positiv betydning for resultatet i 2013.
-Vi står med et komplet, opdateret modelprogram, der byder på testvindende, brændstoføkonomiske motorer, state-of-the-art flådestyringsværktøjer og unikke tekniske løsninger som vandkølet retarder og slidfri, hydraulisk igangsætningskobling – så vi ser meget lyst på 2014, slutter Lasse Wøhlk.