Rigspolitiet præciserer cabotage-retningslinjer
Danske Speditører får indrømmelse fra Rigspolitiet efter skarp kritik af retstilstanden på cabotageområdet.
Af Lars Myrup Lassen
Danske speditionsvirksomheder slipper formentlig for henvendelser fra ordensmagten, når en udenlandsk lastvogn og chauffør i fremtiden overtræder cabotagereglerne. Det er som bekendt sket en række gange med henblik på at få speditørerne til at ”lægge ud” for eventuelle bødeforlæg, så vogntoget kan fortsætte transporten af speditørens fragt.
Men nu har Rigspolitiet i et brev til brancheorganisationen Danske Speditører erkendt, at speditøren ikke har partsstatus på det tidspunkt, hvor politiet udsteder et bødeforlæg.
Rigspolitiets brev er det foreløbige resultat af en længere dialog, som Danske Speditører har ført med politiets øverste myndighed omkring retstilstanden på cabotageområdet. En retstilstand som Danske Speditører flere gange har kritiseret skarpt.
I det seneste ”Fragtbrev” fra Danske Speditører hedder det:
»Danske Speditører har i en længere periode været i dialog med Rigspolitiet, vedrørende retstilstanden i forbindelse med politiets udskrivning af bøder i forbindelse med cabotagekontroller.
Danske Speditører har den 10. december 2013 udsendt en pressemeddelelse om, den efter vores opfattelse, manglende retssikkerhed på området.
Rigspolitiet har nu i et brev til Danske Speditører anerkendt, at der et behov for mere klare retningslinier på området og Rigspolitiet vil i starten af 2014 udsende en præciserende meddelelse, til de tre tungvognscentre.«
Vognmandens sag»I brevet til Danske Speditører tilkendegiver Rigspolitiet en meget vigtig og positiv information. Rigspolitiet gør det klart i deres brev, at speditøren ikke indtager en partsstatus på det tidspunkt, hvor der udstedes et bødeforlæg.
Speditøren kan derfor ikke stille sikkerhed eller betale bøden og så efterfølgende indbringe sagen for retten for at få afklaret skyldsspørgsmålet. Det er alene den sigtede, der kan påberåbe sig denne ret.
Politiet kan omvendt heller ikke rette henvendelse til speditøren med henblik på, at indhente betaling af bøden i umiddelbar forlængelse af bødeudstedelsen.«
Danske Speditører forventer, at det klart kommer til at fremgå af Rigspolitiets præcisering til Tungvognscentrene, at betaling eller sikkerhedsstillelse vedrørende en bøde kun kan foretages af den sigtede, hvis muligheden for en efterfølgende prøvelse af skyldsspørgsmålet skal opretholdes.
Den rigtige retningDanske Speditører betegner Rigspolitiets udmelding som et positivt skridt i den rigtige retning.
»Rigspolitiets kommende meddelelse til de tre tungvognscentre må forventes at få den konsekvens, at Danske Speditørers medlemmer fremover ikke vil blive kontaktet af politiet, i forbindelse med betaling af et bødeforlæg.
Dette må klart kunne tolkes ud fra det brev der nu er modtaget fra Rigspolitiet. Politiet må kun kontakte chaufførens vognmand med henblik på en betaling af bøden på stedet, eller for at indhente en sikkerhedsstillelse for bøden.
Danske Speditører ser frem til, at politiet frem over vil administrere reglerne på denne måde, da speditørerne i disse sager, ikke er et retssubjekt i sagen og derfor ikke har en sigtets rettigheder.«
Danske Speditører vil fortsætte dialogen med Rigspolitiet.
»Danske Speditører vil i vores fortsatte dialog med Rigspolitiet i denne sag opfordre til, at bødeforlæg der udskrives i disse sager (på dansk og engelsk), bliver påført en klar vejledning om ovenstående gældende regler. Danske Speditører vil også foreslå, at det af bødeforlægget fremgår, hvordan der kan stilles sikkerhed for bøden. Disse oplysninger er ikke tilgængelige på de bødeforlæg der i dag udstedes af politiet.«