Scandlines overvejer atter skibe fra tysk værft
De to færger Berlin og Copenhagen, som Scandlines i sin tid bestilte til Gedser-Rostock ruten på P+S Werft i Stralsund, men efterfølgende nægtede at tage levering af, fordi de ikke levere op til specifikationerne, kommer måske alligevel til at sejle for Scandlines.
Ifølge den tyske avis Ostsee Zeitung, der følger udviklingen på det konkursramte P+S værft tæt, er Scandlines langt fremme i forhandlinger om at overtage de to færger til en pris af 25 millioner euro stykket - langt under den oprindelig aftalte købesum på mere end 100 millioner euro stykket.
Scandlines har tidligere afvist, at der skulle være forhandlinger om de to færger, men rygterne har igen fået fart efter, at rederiets planer om at bygge to nye færger på det finske værft STX Finland OY er endt uden resultat.