DI Transport forstår EU-retssag mod DK
Transportministeren forventer, at EU snart indleder en formel traktatkrænkelsessag mod Danmark for overtrædelse af EU's cabotageregler.
I samrådet om cabotage i Folketingets Transportudvalg torsdag 12. december oplyste ministeren, at hun forventer, at EU-Kommissionen snart indleder en formel retssag i form af en såkaldt åbningsskrivelse mod Danmark for at overtræde EU’s cabotageregler.
Af samme grund afviste ministeren et ønske fra Enhedslisten om, at Danmark skal kopiere de finske regler, da EU-Kommissionen også snart er på vej mod en sag mod Finland.
Ikke overraskende- Det er jo ikke overraskende, at EU-Kommissionen rejser en formel sag mod Danmark og Finland, for begge lande har særregler, der helt åbenlyst er i strid med EU-reglerne, siger Michael Svane, branchedirektør i DI Transport.
På samrådet i Folketingets Transportudvalg lagde ministeren op til, at Danmark sammen med andre lande arbejder for at få ændret og præciseret cabotagereglerne.
Klare og ens regler, takDI Transport er enig i behovet for mere klare regler og opfordrer regeringen til hurtigst muligt at bringe dansk lovgivning i overensstemmelse med EU-reglerne.
Michael Svane:
- Transportbranchen har et stort behov for, at der er klare og ensartede regler i hele EU, da vi jo i sagens natur er et meget internationalt erhverv. Men hvis ministeren vil vinde gehør i EU for mere enkle og håndterbare regler, så kræver det, at Danmark fejer foran egen dør først. Hvis Danmark ikke engang selv overholder EU-reglerne, bliver det svært med troværdighed i stemmen at overbevise Kommissionen og de andre medlemslande.