Direktørskifte hos PEMA Last og Trailerudlejning A/S
Carsten Sørensen fratræder efter eget ønske stillingen som adm. direktør hos PEMA Last og Trailerudlejning A/S pr. 16. december 2013. Han afløses af adm. direktør for PEMA i Sverige, Elmer Haahr Larsen.
Carsten Sørensen har siden opstarten af PEMA i Danmark 1. januar 2004 stået i spidsen for et af Danmarks førende udlejningsselskaber inden for transportmateriel til den danske transport- og speditionsbranche.
- Det har været en spændende tid siden opstarten for 10 år siden, med mange udfordringer samt både op og nedture i branchen. Men jeg føler, at tidspunktet for at give stafetten videre er rigtigt. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke såvel personale, kunder og leverandører for et rigtigt godt samarbejde gennem alle årene, siger Carsten Sørensen.
Ved hans fratrædelse udtaler Peter Ström, direktør for PEMA GMBH:
- Det er med stort vemod, at vi siger farvel til Carsten Sørensen som adm. direktør for PEMA i Danmark. Carsten har igennem de sidste 10 år opbygget en meget velfungerende organisation, med dygtige og motiverede medarbejdere, og ikke mindst stærke relationer til kunder og leverandører i Danmark.
Men jeg respektere naturligvis, at han har truffet en beslutning om at søge nye udfordringer uden for PEMA organisationen, en beslutning han informerede bestyrelsen om tidligere på året. PEMA takker Carsten Sørensen for en stor indsats og ønsker ham al mulig held og lykke i fremtiden.