Gardintrailer til nordsjællandsk vognmand
F. A. Transport får leveret ny trailer med læssebagsmæk.
F. A. Transport ApS, Jægerspris, har modtaget en ny treakslet gardintrailer med bl.a. fjernbetjent læssebagsmæk.
Den nye Krone Profiliner er udstyret med tre ni-tons SAF-aksler med skivebremser og luftaffjedring. Dækstørrelsen er 385/65 R 22,5, og bremsesystemet inkluderer EBS-modulatorer med RSS-funktion (Roll Stability Support), der modvirker vælteulykker.
Kongebolten er konstrueret til maksimalt at overføre 15 tons til trækkerens skammel, og traileren har derfor en totalvægt på 39 tons. Den bagerste aksel er udstyret med bogielift, så den kan hænge i luften ved tomkørsel.
Traileren er allerede fra fødsel forberedt for montage af lift, hvorved man efterfølgende undgår at skulle skære og svejse i rammen eller chassiset. Det betyder, at den originale korrosionsbeskyttelse holdes intakt.
Bunden er en 30 mm tyk, vandfast pladebund med forseglede snitflader og vandtæt forsegling mellem chassis og bundplader. Gardinopbygningen har et originalt Krone skydetag.
Der er også tænkt over sikring af lasten via 10 kæpstokke i hver side og 10 kæpstokkehuller i midten.
Dansk bagendeBagenden er typisk dansk, med led baglygter af trekammertypen, to i hver side. Der er desuden to baklygter af led-typen og en led tågebaglygte.
Side- og nummerpladelys er ligeledes af led-typen. Bag er der monteret stålbuffere af trapeztypen til at tage af ved møde med ramper etc.
Foran akselaggregatet i venstre side er der monteret to værktøjskasser, så det er muligt at aflægge genstande.
Bagsmækliften er en Z-lift foldeslædelift af typen ZSS-250-155-ML med en Z-lift panelboks. Dermed kan den betjenes udefra og via et betjeningspanel med spiralkabel indvendig, samt via radiostyret fjernbetjening.
Via trailerens Lastsikringscertifikat VDI 2700 / EN 12642 XL er der styr på surringsmulighederne.
Salg og levering er forestået af salgskonsulent Ebbe Termansen, Krone Scanbalt Group, Padborg.