Kortvarig spærring af Holbækmotorvejen
I nat og natten til tirsdag spærres Holbækmotorvejen mellem krydset ved Folehaven og Hvidovrevej kortvarigt for kørsel.
Vejdirektoratet skal sætte variable informationstavler op på begge sider af motorvejen, så der skal trækkes kabler på tværs af motorvejen, og standere til informations tavlerne skal sættes op.
Opsætning af tavlerne sker i forbindelse med, at Banedanmark begynder at anlægge den nye bane København–Ringsted tæt på den inderste del af Holbækmotorvejen i 2014.
Helt konkret spærres det østgående spor, det vil sige i retning mod København, i tidsrummet fra 02.00 – 02.15. Og det vestgående spor – ud af København – spærres i tidsrummet fra 02.30 – 02.45.
Banedanmark anlægger en ny højhastighedsbane mellem København og Ringsted, som man kan læse mere om på Banedanmarks hjemmeside.
Banens linjeføring følger motorvejsnettet tæt, og giver anledning til mange vejarbejder. Banedanmark og Vejdirektoratet samarbejder tæt for at løse de trafikale udfordringer og mindske generne for trafikanterne mest muligt ved at holde dem orienterede om, hvad der kommer til at ske på vejene.