Eksport: Det ser ikke helt sort ud
I 2012 eksporterede Danmark varer og tjenester for 45,5 mia. kr. til de ti lande, der blev medlemmer af EU i 2004.
Eksporten til disse lande er dermed steget næsten 50 pct. i løbende priser siden 2005. Det viser en aktuel opgørelse fra Danmarks Statistik.
Det er bare et par af nøgletallene fra publikationen Danmarks udenrigsøkonomi 2012, som udkommer i dag og som i år sætter fokus på Danmarks eksport til de ti lande, der blev medlemmer af EU i 2004.
•Varer udgør 75 pct. af eksporten til de ti lande, hvilket gør eksporten til disse lande mere vareintensiv end Danmarks generelle eksport, hvor varer udgør ca. 60 pct.
•Dansk vareeksport tabte markedsandele på otte ud af de ti nye EU-markeder fra 2004 til 2012. Således er dansk vareeksports andel af de ti landes samlede import faldet med en femtedel i perioden. Til gengæld steg tjeneste-eksportens samlede markedsandel.
Mere generelle nøgletal fra Danmarks udenrigsøkonomi 2012 viser, at:
•Danmark i 2012 havde et betalingsbalanceoverskud på 109 mia. kr.
•Den samlede danske vareeksport er tilbage på niveauet før den økonomiske krise, mens importen stadig ligger lidt under. I 2012 havde Danmark et overskud på 80 mia. kr. på varehandlen.
•Søtransport fortsat er dominerende i Danmarks tjenestehandel. Mere end halvdelen af landets tjenesteeksport kom fra denne aktivitet, som i 2012 udgjorde 194 mia. kr.