Jet Time vil fokusere mere på fragt
Jet Time viser endnu engang vejen med et årsregnskab præget af stabilitet.
Men aflyste charterflyvninger påvirker i stigende grad indtjeningen negativt, og det får Jet Time til at fokusere mere på ACMI og fragt, skriver check-in.dk.
Siden etableringen af Jet Time i foråret 2006 har kursen stået på vækst og stabil indtjening.
Således har Jet Time netop afsluttet regnskabsåret 1. september 2012 - 31. august 2013 med en omsætning på 1.378 mio. kroner samt et nettoresultat på 30,1 mio. kroner. En tocifret vækst i såvel omsætning som bundlinje i forhold til det foregående regnskabsår.
Resultatet i seneste regnskabsår er sket ved hjælp af 13 Boeing 737-fly og i gennemsnit 411 fuldtidsbeskæftigede medarbejdere.
Jet Time har i dag tre forretningsmæssige ben. Først og fremmest er der charterflyvninger, der siden selskabets etablering har været kerneforretningen. Men herudover er der også ACMI-aktiviteter (flyvninger for andre selskaber) samt fragtflyvninger for store fragtselskaber.
På fragtområdet anskaffede Jet Time i oktober selskabets første deciderede fragtfly. Et Boeing 737-400 fly, der skal beskæftiges på en langtidskontrakt for det belgiske fragtselskab TNT på ruten fra Liege til Västerås i Sverige.