10 nye chaufførelever ansat
Slagelse Transportcenter A/S fortsætter firmaets sociale engagement med ansættelsen af 10 nye chaufførelever, her af én hørehæmmet - for at styrke virksomheden til fremtidens forventede vækst og give unge en chance for fodfæste på arbejdsmarkedet.
Firmaets indehaver, fragtmand Jens-Ole Larsen, forventer, at Slagelse Transportcenter inden for de næste par år får brug for yderligere arbejdskraft.
Allerede til næste forår regner han med, at firmaets godt 50 lastbiler får ekstra gods at køre med.
To elever er allerede begyndt, mens de resterende otte trækker i arbejdstøjet fra årsskiftet.
Fragtmand Jens-Ole Larsen:
- Vi har stor succes med at uddanne elever. Vi opnår herigennem både dygtige, loyale og engagerede medarbejdere, der ikke er bange for at tage ansvar. Man kan sige, at vi præger dem nu, så de på sigt kan videreudvikle os som virksomhed. Med tilgangen af de nye elever sikrer vi, at vi fortsat kan tilbyde service af høj kvalitet.
Christian Jensens ønske opfyldtFlere af de nye elever er fundet i samarbejde med Jobcenter Slagelse. Heriblandt 23-årige Christian Jensen fra Holbæk. Han er hørehæmmet og har det sidste halve år været i praktisk hos Slagelse Transportcenter, hvor han fra deres terminal i Holbæk har kørt ud med varer i en varebil.
Det har han gjort så godt, at Slagelse Transportcenter tilbød ham en uddannelse som chaufførelevuddannelse. Christian Jensen får dermed, trods sine udfordringer i livet, opfyldt sit store ønske om at køre lastbil.
Christian Jensen:
- Jeg brænder virkelig for at køre lastbil og arbejde som chauffør. Min far er lastbilchauffør, så der er herfra, interessen for faget opstod. Det her er min drøm, og den vil jeg ikke lade mit handicap stoppe.
Født hørendeChristian Jensen er født hørende, men som følge af meningitis, da han var omkring 10 måneder, mistede han hørelsen på begge ører og har frem til 21-års alderen været døv. For to år siden fik han indopereret det avancerede høreapparat Cochlear-Implant, forkortet CI, der igen giver ham mulighed for at opfatte lyd.
- Det er en stor omvæltning pludselig at kunne høre. Men selvom jeg kan opfatte lyd, kender jeg endnu ikke alle ord. Jeg har skullet starte helt forfra, siger Christian Jensen.
Indtil videre kommunikerer han primært med kontoret via sms’er på mobilen. Men han er i arbejdet også dagligt nødt til at tale med både kunder og kollegaer.
- Jeg synes, det går godt. Både kunderne og mine kollegaer er meget forstående. De er meget imødekomne og tålmodige. Der kan selvfølgelig opstå små misforståelser, men dem vil der med tiden, i takt med at jeg lærer nye ord, blive færre af, tilføjer Christian Jensen.
Foto: 23-årige Christian Jensen fra Holbæk.