DTL drøftede dyretransporter med fødevareministeren
I går torsdag var bestyrelsesmedlem i DTL-dyr Tage Fjord Ørskov i fødevareministeriet sammen med DTL’s administrerende direktør Erik Østergaard og konsulent Lisbet Hagelund for at diskutere adskillelse af kvæg under transport.
Spørgsmålet har været presserende længe og er en central mærkesag for DTL og DTL-dyr. Skiftende ministre har trods vedholdende pres fra DTL ikke fået løst problemet med den uhensigtsmæssige EU-forordning. På mødet lovede fødevareminister Karen Hækkerup nu at se på sagen med friske øjne og få sat skub i sagen.
-Jeg synes vi havde et rigtig godt møde. Ministeren lyttede til vores argumenter og lovede at få skred i sagerne. Det har vi ventet længe på, så jeg ser det som et gennembrud, siger Tage Fjord Ørskov.
Fælles brevMed på mødet havde DTL medbragt et fælles brev fra Dyrenes Beskyttelse og DTL, som slår fast, at der af hensyn til både chauffører og dyr kun er gode grunde til at få forbedret sikkerheden.
-I vores branche ved vi jo præcis, hvor alvorlig sagen er, og hvilken risiko man udsætter sig for, ved at ville adskille dyrene. Så det er selvfølgelig en styrke, at Dyrenes Beskyttelse også kan se problemet fra et dyrevelfærdssynspunkt. Dertil kommer jo, at kvaliteten af kødet falder markant på grund af den stress, dyrene udsættes for, så der er kun gode argumenter for at få løst problemet, fortsætter Tage Fjord Ørskov.
-Sagen har kørt alt for længe, så jeg glæder mig oprigtig over, at ministeren godt kunne se, at situationen er uholdbar.