Jet Time lander atter pænt regnskab
For andet regnskabsår i træk omsatte Jet Time, det største danskejede flyselskab, for over en milliard kr.
Omsætningen steg 20 pct., mens overskuddet voksede 15 pct.
I Jet Times seneste årsregnskab for 2012/13, der sluttede 31. august, voksede omsætningen ca. 20 pct. fra 1,1 milliarder i forrige regnskabsår til 1,3 milliarder kr., mens resultatet før skat steg ca. 15 pct. fra 35 til 40 mio. kr.
I årsrapporten anføres bl.a. “I seneste regnskabsår beskæftigede selskabet i snit 13 Boeing 737 og 411 medarbejdere.”
I overensstemmelse med selskabets strategi er der brugt ressourcer på at udvikle forretningsområderne, ACMI – flyvninger for andre flyselskaber – og fragtflyvninger. Strategien skal sikre, at selskabet udvikler disse områder, således at afhængigheden af charterflyvninger mindskes, uden at indsatsen for udvikling af charter sættes i stå.