Skibsmæglerforening søger ny direktør
Adm. direktør Allan Houtved i Danmarks Skibsmæglerforening forlader jobbet til fordel for en stilling i forsikringsfirmaet Dutch P&I’s danske afdeling.
Derfor skal Danmarks Skibsmæglerforening nu ud og finde en afløser for Allan Houtved, der har ledet foreningens sekretariat i 14 år.
Det skriver bladet Søfart.
Allan Houtved har – forinden ansættelsen i Skibsmæglerforeningen – en lang karriere i den martime forsikringsbranche med i bagagen – blandt andet i Skuld og ved en P&I klub i Singapore.
Det fremgår af det seneste nyhedsbrev fra foreningen, at Allan Houtveds ønske om at fratræde kommer som en overraskelse. Bestyrelsen erkender her, at det næppe er muligt at finde en person med Allan Houtveds brede maritime viden – herunder indsigt i lovgivningen – og erfaring.
»Bestyrelsen er derfor begyndt at se på forskellige profiler til at matche foreningens fremtidige udfordringer,« hedder det i nyhedsbrevet.