Udvidet Vejle-motorvej fejret
Trods let regn og grå skyer, var de store smil fremme, da Vejdirektoratet og Vejle Kommune i går holdt vejfest ved det nye tilslutningsanlæg syd for Vejle.
Arbejdet med at udvide E45, Østjyske Motorvej, mellem Skærup og Vejle fra fire til seks spor er afsluttet, og Vejle har fået en ekstra tilslutning til motorvejen ved Grønlandsvej.
-Jeg er meget glad og stolt i dag. Vi indvier et motorvejsudvidelsesprojekt, som virkelig kommer til at gøre en forskel for en masse mennesker. E45 her ved Vejle er den travleste motorvejsstrækning i Jylland med omkring 70.000 trafikanter dagligt. De nye spor sikrer en markant bedre kapacitet og betyder, at rigtigt mange mennesker får meget bedre plads, og dermed kommer hurtigere og mere sikkert frem, sagde direktør i Vejdirektoratet Per Jacobsen ved indvielsen.
Han er især stolt af, at det er lykkedes Vejdirektoratet at gøre projektet færdigt hele to år før tid.
-I anlægsloven for motorvejsudvidelsen mellem Skærup og Vejle blev åbningsåret angivet til 2015, men nu står vi altså her allerede i slutningen af 2013. Det skyldes først og fremmest, at vi har været på forkant med arbejdet og haft et mægtig godt samarbejde med entreprenører, rådgivere og ikke mindst Vejle Kommune.
Flere end 100 borgere og inviterede gæster trodsede det våde novembervejr, og deltog i vejfesten, der foregik på Grønlandsvej lige vest for det nye tilslutningsanlæg, Vejle S, som Vejdirektoratet har anlagt for Vejle Kommune.
Vejles borgmester, Arne Sigtenbjerggaard, klippede den symbolske indvielsessnor sammen med vejdirektør Per Jacobsen og sagde blandt andet i sin tale:
-Nu har Vejle tre tilslutninger til E45, og det er godt og nødvendigt for en by af vores størrelse. At det lykkedes at få den ekstra tilslutning er glædeligt for både byråd, borgere og trafikanter i Vejle.
Vejdirektør Per Jacobsen og Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard fører saksen, der klipper snoren over for indvielsen af den nye til- og frakørsel Vejle Syd.
I baggrunden skimtes tidligere transportminister og MF Hans Christian Schmidt, (V) samt MF Karen Johanne Klint, (A.) Foto: Finn Bjerremand