Atlantic Airways skifter adm. direktør
Uenighed med bestyrelsen, herunder den nye bestyrelsesformand, Niels Mortensen, om den fremtidige strategi for Atlantic Airways, resulterede lørdag i, at den kendte adm. direktør for flyselskabet, Magni Arge, stoppede med øjeblikkelig virkning.
At vejene skulle skilles, kom ikke bag på bestyrelsen, som i en pressemeddelelse oplyste, at den 52-årige dansker Jørgen Holme er udpeget som ny adm. direktør for i hvert fald et til to år.
Jørgen Holme er cand. oecon. fra Aarhus Universitet og har tidligere haft store chefjobs indenfor salg og marketing hos SAS, Spanair og Air Greenland – senest har han været direktør for kreditkortselskabet SEB Kort i Danmark.
-Jeg glæder mig til at lære Atlantic Airways, dets ansatte og samarbejdspartnere samt Færøerne bedre at kende, siger Jørgen Holme.
Atlantic Airways’ bestyrelse takker Magni Arge for hans 18 år i spidsen for flyselskabet.
Atlantic Airways omsatte i årets tredje kvartal for 189 mio. kr., en stigning på 11 pct. sammenlignet med tredje kvartal af 2012. Overskuddet efter skat blev 10,9 mio. kr. mod 14,9 mio. kr. i tredje kvartal af 2012.