Femern: Masser af læsestof til nysgerrige
Efter at have indsendt ansøgning til de tyske myndigheder, som skal godkende byggeriet af Femern tunnelen, har Femern A/S nu offentliggjort de 10.200 sider på en særlig hjemmeside.
Dermed har alle interesserede borgere mulighed for at få oplysninger om planlægningen af den faste forbindelse mellem Rødbyhavn og Puttgarden.
Hjemmesiden skal ses som et frivilligt initiativ fra Femern A/S overfor borgerne i regionen og er blevet til efter aftale med den tyske godkendelsesmyndighed, det statsejede Landesbetrieb Straßenbau und Verkehr Schleswig Holstein (LBV-SH).
LBV-SH foretager i øjeblikket en formel gennemgang af ansøgningsdokumenterne, inden den officielt iværksætter godkendelsesproceduren og offentliggør dokumenterne på tryk.
Claus F. Baunkjær, administrerende direktør for Femern A/S, siger om initiativet:
-Femern A/S ønsker at give alle mulighed for at få adgang til dokumenterne så tidligt i processen som muligt, så borgerne og kommunen har mere tid til at undersøge det omfattende planlægningsgrundlag for Femern Bælt-tunnelen.
Hele godkendelsesproceduren forventes at løbe indtil 2015. Efter godkendelse i Tyskland og når en anlægslov er vedtaget i Folketinget, kan byggeriet gå i gang i sommeren 2015. Den faste forbindelse over Femern Bælt vil efter planen blive åbnet i 2021.