Bøde til fynsk rederi
Det fynske rederi Nordane Shipping med skibsreder Niels Højlund Hansen betaler en bøde på 780.000 kroner for ulovlig beskæftigelse af filippinske søfolk, skriver Fagbladet 3F.
Det er anden gang, Niels Højlund Hansen, der er medlem af bestyrelsen i Rederiforeningen af 2010, får en bøde for at bruge illegal arbejdskraft.
Filippinerne havde ikke dansk arbejds- og opholdstilladelse, da de i 2011 brød is i danske farvande.
Derfor meldte 3F Sømændene dengang trafikken til politiet, og sagen var tæt på at ende i retten. Det skulle foregå i Svendborg, hvor Nordane har adresse, men kort før retsmødet i sidste uge valgte rederiet at betale.
- Bøden er på 780.000 kroner. Det er dobbelt op i forhold til Rigsadvokatens takster, idet der forelå skærpede omstændigheder, siger Henning Christiansen, der er senioranklager hos Fyns Politi, til Fagbladet 3F.
Skibsreder Niels Højlund Hansen, der står bag Nordane Shipping, ønsker ikke at kommentere sagen. Han oplyser blot, at rederiet har "accepteret bøden".
I 2010 skrev Svendborg Netavis, at rederiet fik en bøde på 300.000 kroner i en lignende sag.