Østrig går med i bompenge-tjeneste
Østrig bliver en del af EasyGo, der indtil nu har omfattet Danmark, Norge og Sverige.
Den nye service, EasyGo+, tilbydes alle køretøjer over 3,5 t, der kører i Østrig, Danmark, Sverige og Norge. Servicen gør det muligt at bruge den samme OBE (eksempelvis BroBizz®) i alle fire lande. Alle køretøjer over 3,5 t, som vil benytte den nye service, vil skulle udskifte deres nuværende OBE med en ny.
Den nye OBE indeholder nemlig flere oplysninger end den nuværende og garanterer fuld overensstemmelse med europæisk lovgivning om den europæiske elektroniske bompengetjeneste (EETS). Derudover kan den håndtere de enkelte landes forskellige nationale regler og afgiftssystemer.
Køretøjer, der benytter den nye EasyGo+ service, vil modtage en OBE, som indeholder oplysninger om køretøjets emissionsklasse, nummerplade samt registreringsland. OBE’en giver også mulighed for at angive antal aksler på køretøjet, hvilket er nødvendigt for beregning af kørselsafgiften i Østrig.
Det vil kun være muligt at få den nye OBE hos udstederselskaber i Danmark og Østrig. I Danmark leverer BroBizz A/S den nye BroBizz® fra 6. november og i Østrig vil ASFINAG være klar med den nye OBE (GO-Box) omkring årsskiftet. Indtil videre er der ingen udstederselskaber i Norge og Sverige.