Finanskrisen er slut
Finanskrisen ramte de danske lastbilvognmænd hårdt fra 2008 til 2009. Men siden har der været fremgang på næsten alle parametre for de danske vognmænd.
Der er mere gods at køre med, men konkurrencen er øget.
Det fremgik, da ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen beskrev markedsudviklingen på det første af tre vognmandsmøder, som ITD arrangerer forskellige stedet i landet i november. Mødet fandt sted i Karlslunde.
Jacob Chr. Nielsen opfordrede branchen til at lægge krisen bag sig og se fremad.
- Vi hører hele tiden den samme historie om, at der er forsvundet masser af job i branchen, og der ikke er noget at køre med. Men faldet ligger efterhånden langt tilbage. I snart fem år har branchen haft uafbrudt fremgang og er nu ved at nå niveauet fra før krisen igen, sagde Jacob Chr. Nielsen, der blandt andet byggede sit billede på branchens egne konjunkturtal samt ITD’s tællinger af grænsetrafikken.
Prispres er kommet for at bliveTemaet for vognmandsmøderne er det prispres, som de danske vognmænd i stigende grad er udsat for. ITD’s formand Peter Provstgaard bekræftede i sit indlæg, at konkurrencen er jernhård, særligt for de vognmænd som kører internationalt gods.
At den øgede konkurrence er og bliver en uundgåelig del af vognmændenes væksthistorie, var der dog enighed om hos mødedeltagerne. Transportordfører i Det Radikale Venstre, Andreas Steenberg, så positivt på prispres og øget konkurrence.
Anderledes lød vurderingen fra Kim Christiansen, der er Dansk Folkepartis transportordfører. Han skød med skarpt imod EU og et indre marked, der sætter vognmænd og chauffører med et dansk omkostningsniveau under pres. Han pegede på cabotagekørsel som et eksempel på, at konkurrencen vrider markedet skævt.
Chauffører til debatFagbevægelsens aktuelle kampagne imod ’social dumping’ fandt støtte hos Kim Christiansen. Han påpegede, at overenskomstmæssig løn bør være et krav for alle, der arbejder i Danmark. Andreas Steenberg forholdt sig mere skeptisk.
Peter Provstgaard advarede mod at fortabe sig i kampagner mod udenlandske chauffører.
- Fortsætter den nuværende vækst i kørslerne, lurer der en alvorlig chaufførmangel lige om hjørnet. Vi mærker den allerede, sagde ITD-formanden.
ITD’s vognmandsmøder fortsætter i næste uge i Kolding og Aalborg.