Hanstholm Havn aflyser licitation
Hanstholm Havn har besluttet at aflyse den aktuelle licitation, men havnen fastholder udvidelsesplanerne i det planlagte layout og planlægger en ny udbudsrunde.
-På baggrund af en nærmere granskning af de tilbud på bygning af nye moler, som Hanstholm Havn modtog mandag den 21. oktober, står det nu klart, hvad de væsentligste forklaringer på de store prisforskelle er. Samtidig har granskningen givet havnens ledelse fornyet tro på, at realiseringen vil være mulig, siger Birgitte Juhl, direktør for Hanstholm Havn.
-Det er vores opfattelse, at vi i et nyt udbud baseret på ny prækvalifikation og forhandling forventes at kunne reducere bl.a. risikoafdækningen markant. Der er mange knapper, der kan skrues på, og alene en ændring af bestemmelserne for dagbøder ved forsinkelser vil forventeligt kunne trække prisen betydeligt ned, tilføjer han.
En anden årsag til, at tilbuddene lå over den udmeldte ramme, skal findes i en beklagelig regnefejl hos Grontmij.
-Vi har i bestyrelsen naturligvis overvejet, om dette skulle føre til en afbrydelse af samarbejdet med Grontmij. Men vi har foretaget en grundig analyse af fordele og ulemper, og det er en enig bestyrelse, der bakker op om beslutningen om at fortsætte samarbejdet, siger bestyrelsesformand Poul Arne Jensen.