Amerikanske piloter i krig mod Norwegian
Mandag afværgede Norwegian en strejke blandt selskabets skandinaviske piloter, da flyselskabet nåede til enighed med piloterne omkring en fælles overenskomst.
Men allerede nu melder nye problemer sig på banen.
Det er det amerikanske transportforbund Transportation Trades Department (TTD), der angriber det norske flyselskabs ansættelsesmodeller. Forbundet vil have ansættelsesmåden stoppet på flyvninger til og fra USA.
Det skriver nyhedssiden check-in.dk.
Forbundet repræsenterer 32 fagforeninger, hvor blandt andet 50.000 amerikanske piloter er medlemmer.
Undergraver aftalerI en resolution, dateret 29. oktober, skriver TTD, at Norwegian har udviklet en forretningsmodel, der er designet til at udnytte den europæiske luftfartslovgivning med henblik på at undergrave overenskomstaftaler for flyselskabets piloter og kabinepersonale.
Ifølge TTD har Norwegian bevidst registreret sine nye Boeing 787 Dreamliner-fly i Irland. På den måde kan flyselskabet benytte piloter, der bor i Thailand. Disse piloter er ansat på individuelle kontrakter med lave lønninger og er reguleret efter love i Singapore.
Trussel mod amerikansk luftsindustriNorwegian ekspanderer kraftigt i ruter over Atlanten. Næste sommer lancerer flyselskabet blandt andet tre nye langdistanceruter mellem London og New York, Los Angeles og Fort Lauerdale. Og næste år vil passagerer fra København også kunne flyve til New York og Los Angeles.
Og der er udsigt til, at Norwegian kan risikere at løbe ind i problemer med disse ruter, for TTD har ikke tænkt sig blot at se til. Ifølge TTD er ansættelsesmodellerne nemlig en direkte trussel mod den amerikanske luftfartsindustri.