Totalkontrol: Bøder på 30.000 og 90.000 kr.
Den jyske motorvej E45 blev natten til i dag lukket i nordgående retning ved Ejer Bavnehøj, da en totalkontrol tjekkede 1.000 trafikanter, der samlet fik bøder for 700.000 kroner, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Frem til kl. 04.00 tirsdag arbejdede i alt 100 medarbejdere fra Sydøstjyllands Politi, en række andre politikredse, Rigspolitiet, Skat, Fødevarestyrelsen og Trafikstyrelsen med at kontrollere alle køretøjer og personer for en lang række forhold.
Det skriver P4 Trekanten.
- Det var en rigtigt god kontrol - effektiv og omfattende og med et stort udbytte, siger vicepolitiinspektør Frits Kjeldsen, der ledede aktionen.
Der var blandt andet en chauffør, der havde uorden i sin kørehviletid og dermed ser frem til en samlet bøde på op mod 90.000 kroner.
En anden chauffør havde fusket med lastbilens kontrolapparat, så tachografen midlertidigt var sat ud af drift. Det medfører en bøde på 30.000 kr.
Der er skrevet i alt 121 sigtelser, fordelt med 43 sigtelser på lette køretøjer og 78 sigtelser på tunge køretøjer. Politiet beslaglægger tre lastbiler, indtil bøderne er betalt.