Første treakslede gardintrailer til Agri
Vognmand Michael Agri i Stjær har fået sin første Kel-Berg gardintrailer
Den nye Maxi Flex gardintrailer har plads til 34 europaller og Kel-Bergs egen Maxi Flex opbygning.
Indvendig er der på original hårdttræsbund monteret en dørkplade i fuld længde. Der er desuden ekstra forskydelige stolper med holdere til de 3,2 meter lange sidebrædder.
Traileren er opbygget over et ekstra forstærket chassis af finkornsstål 690, der ruller på tre ni-tons SAF-aksler med SAF-Intradisc skivebremser, ophængt i original luftaffjedring.
Den forreste aksel er udstyret med bogielift med dobbelt sidemonteret liftcylinder, og foran akslerne er der monteret et palleskab. Der er endvidere monteret hubdometer på bagerste aksel.
Traileren har en tilladt totalvægt på 40 tons og et tilladt triplebogietryk på 24 tons.
Den nye trailer er leveret af Jan Bertelsen, Lastas.